Arven

Min eksistens er en sort plet i horisonten
smerten skygger for solen -
jeg tror jeg vil blande mig i mængden
og smide mit hjerte i et bundløst hul.
Følelsen af en million bomber
sprunget i flæng i mit bryst
følelsen af intet -
i det mørkeste øjeblik.
Det hele som en helhed -
er intet og alt
og jeg kollidere med støvet
samtidigt med at mine næver vil slås.

Flygtig er tanken
følelsen af at du er nær
et kaos af smeltende dimensioner
du er her, men jeg kan ikke se dig mere.
Løgnene er i overflod
stemmerne blide, stemmer i masser
og mens mine ord flyder ud og forsvinder
lammes mine sanser.

I en drøm
i en verden på den anden side
under indflydelse af drømmen og døden
stiller du mig altid det samme spørgsmål
og jeg fortæller altid sandheden
men forskellen på dig og mig
er at jeg stadigvæk vågner
og kløjs i verdenen.

For jeg er stadig bundet
til jorden under mine fødder
med arme og ben udstrakte
mens mit indvendige gløder -
og brænder
og fryser
mens kæderne trækker mig ned -
mit eneste lys i mørket er kærlighed.

Giv Mig Dommedag.

Min eksistens er flydende -
mine tåre er ægte
på overfladen kvælende mange
under overfladen brænder en stikkende ild.
Din eksistens er tåget -
en smeltet masse af de stærkeste farver
og du har hørt mig kalde
dybt ulykkelig, i de sorteste af dage.

Tag mig med til festen
bag de gyldne døre
vis mig vej gennem tunellen -
når mine øjne endelig bliver tørre.
Jeg er her -
jeg er her ikke -
nu da verden bare er en kvalmende masse
af latterlige julelys.

Føler jeg det hele -
føler jeg intet -
drukner jeg snart
i et af de evigt forventede vandfald.

Når profeterne lover dommedag
stiller jeg mit picnicbord på græsplanen
og venter pisse utålmodigt
på din udstrakte hånd.
Lad stormen tage os
og føre os af helved til
bare det er væk herfra
og så længe det er dig og mig.

Til Vi Ses

Jeg vil vente til sneen daler
overalt i min verden
og jeg vil se dit ansigt lyse
i hvert et fnug, på min rude.
Mens jeg smelter i takt til din latter -
jeg stadig og altid vil høre
vil dine sange spille endeløst
og evigt med dig.

Jeg vil græde oceaner
og jeg vil samle dråberne
som aldrig må gå tabt
til jeg kan svømme så langt at jeg kan se dig.
Jeg vil klatre og kravle til dig
jeg vil gå gennem ild og vand
jeg vil løbe til mine ben kollapser
indtil jeg kan røre dig igen.

Jeg vil leve, men jeg vil vente
og du vil gå med mig
til jeg ikke kan stå længere
og jeg ikke længere er nødt til at savne dig.
Så når jeg er færdig med at leve
og mine ben er trætte
vil jeg møde dig i lyset
og lette.

The World

The sky is a flawless pink
stretched upon a soft canvas
it might absorb you
in its creeping breath.
The dangers in this world;
comes free to all
but our hearts are at stake the most
for our fragile flesh
bleeds and conforms.

As held by clutching hands
we leap to fall
aiming for the sunset
only to crash and burn.
The end of the world
is either a term of freedom or pain
for what is the world?
the world in which I physically linger
or the world stretched across my eyelids?

Perfectly fine dreaming

This place is magnificent
borders crossed to get here
and the payment
conceived.
I placed my head on soft pillows
and beneath the surface I sank
if this is what drowning feels like
let me dive to die.

The clocks are ticking
with hands upside down
each sound blowing holes in the ceiling
made of paper and silk.
My heart is dancing
to a rythmless beat
 it sounds mad
but none the less true to me.

It’s like a world behind my eyelids
stretching across a steamy dessert
frozen in time
if I were alive, I’d be high.

Are the walls melting before me?
Am I about to come back to life?
Don’t awake this ghost, I’m dreaming
and I’m so close to home.

Erase this flood
consuming me in violence
I hope my eyes will stay shut tight
stay motionless, stay closed.

Burry me water, if you have to
I’ll breathe as if I had the power
I’ll fight as if I had the strength
to stay under.

Of dreams I speak
of death I only wonder
how despicable it must be
to lay cold.

I am satisfied in dozing off
perfectly content living a flawless green at night
when it’s cold and lonely outside
far away from everything
yet warm beneath the silky covers.

Do you know how to love, part II

When everyone is asleep
and this town is so horribly silent
I lay awake
and inhale the depths of me.
I long to slip away
and color my eyelids,
bright as a newlyweds eyes
black as the fingers of night.

In the midst

of everything I yearn for
there is a darker voice
within the void of my havens.

I can’t tighten my fingers around the bricks
I need to pull from the walls surrounding
for my bones have fractured
due to massive forces.

As much as I long to disappear
as much as I need not be found here
the traces are showing fast
since my feet has been dragging heavily.

The weight is my heart
the heaviest of all
the gravity within a dream
mentions all but blood
and everything but my heart seems drained.

Dreams may mend the soul
but never set me free
moments to take me away
carelessly.

Do you know how to love?

I don’t think you know how to love,
because your eyes aren’t shining
when you speak of love
while your hands are trembling.
When this pitiful town falls asleep
and comes so perfectly silent
I’ll lay awake and wonder;
are you man or are you broken still?

I find it so hard
to seep in the venom your eyes are dripping
though my heart seems so prepared
to drink the poison you painfully leak.
I cannot tighten my fingers around the bricks
I need to pull from the walls surrounding
for my bones have tragically fractured
due to your liquid hearts massive forces.

This is the weight of my heart
the heaviest of all
pulling wires
and placing traces of hope in your bloody hands.