Når man drukner i lyserøde skyer

Hun maler sine negle blå,
Betragter fredfyldt hendes favorit farve,
Tænker kærligheds bedugget tilbage på,
Dengang hans øjne lå på hende,
Engang.
Livet har ændret sig, gjort dem voksne,
Taget deres uskyld, ladet dem lege,
Katten efter musen år efter år,
Mens chancerne var mange, må hun indrømme.

Mens længslen flyder i hendes åre,
Som en rose der drukner under regnens dråber,
Er det hans ord der stadig ætser hende,
Når han leger under hendes kjole.
Er han der stadig, er jagten overstået,
Aldrig om det vil ske,
Før jægeren forstår at;
Hun er en træt og kvæstet pige.

At hun nænsomt tager hendes tid,
Mens hun overbevisende fortæller om;
Hvordan hun føler sig begravet i brændenælder,
Og mens han latterliggøre sig mens han beretter om,
Han egne hidsige lyster.
Hun lyser kun når han er der,
Når han slentre tilbage ind i hendes sind,
Trods konstante pauser i mørket,
Lister han sig altid og pludseligt tilbage derind.

Og hun klæder sig i hendes yndlings kjole,
Og hun stråler,
Bare han nu så,
Hvor langt hun er gået for at tage hans hånd,
Den hånd hun så længe har haft svært ved at nå.
Dans nu, for fanden,
Læg alle dine kræfter i,
For mens han sender luft kys flyvende fra hånden,
Griber hun stadigvæk kun et ud af ti.