Fikseret

Der er skrig bag ruderne,
Der findes et hjerte af cement,
Dækket af en blodrød facade,
Det findes vel aldrig, det ligger gemt;
Der er billeder af tabte kampe,
Bag trætte øjne og her gemmes et flimrende smil,
Åbnes der for boksen, åbnes;
Et flammehav, endnu et og et til.

Der er lys hvis du tør tænde det,
Hvis du tør lade det brænde i din hånd;
Selv under et frontalt sammenstød,
Kappes ej længslernes bånd,
Og kolliderer vi mod hinanden,
Så er spørgsmålet om vi tør,
Hoppe mod bølgerne fra himlen,
Også selvom vi dør.

Min hjerne er overtaget,
Flyvsk, rødglødende, stadig trist og grå,
Danner dråber et hav,
Sejler minderne rundt bag nethinden, i de øjne blå;
Og blå blev min yndlings farve,
Mine øjne minder mig om;
At jeg stadig er herinde,
Samme sted i virkeligheden, som da jeg kom.

Jeg ændrer mig i takt med årstiderne,
Bliver det værre, bedre eller står jeg stille?
Når jeg åbner mine øjne mod verden,
Føler jeg mig så fantastisk lille,
Dog alligevel voldsomt stor,
Som var jeg alene om mine dæmoner,
Samtidigt med at de kigger mistroisk,
Konfliktsky er jeg; i midten af en million perfekte kloner.

Frygten er en bagatel,
Gøres til smerten bag en pulsende sjæl,
Og jeg dvæler bag afhængigheden,
Jeg påvirkes langsomt ihjel.

Jeg mister mine kræfter i takt til melodier,
Melankolsk ser jeg til;
Mens min angst overtager herredømmet,
River mine lemmer fra hinanden om jeg vil;
Eller ej,
Spørgsmålet og svaret ligger gemt,
I mit inderste hvor det bobler,
Hvor ”det” ligger, alt det jeg troede jeg havde glemt.

Skulle jeg have været død af sorg,
Havde jeg ikke været her nu,
I morgen er et nyt valg, et nyt liv,
Jeg ville ønske at jeg ku’;
Svømme mod kysten og aldrig træde vande,
Men fortidens stemmer hvisker deri,
River mig nådesløst mod bunden,
Til jeg skraber knæene og jeg nægter at være lykkelig.

De siger jeg vælger dagene selv,
Smerten bag stemmen er kun en illusion,
Så lad mig dog bryde fri af mørket,
Jeg er så vant til at være en kujon.