Når gnisten forsvinder

At mærke gnisten sive ud af kroppen,
Følge bølgerne rykke frem i en voldsom strøm,
Du har trukket de sidste ord tilbage;
Kunne ikke være mere alene, du gjorde virkelighed til en ond drøm.

Kunne du have slået benene væk under mig blødere?
Forstå hvor skrøbelig jeg er,
Jeg lovede mig selv ikke at bygge mere end jeg kunne slå ned;
Men jeg er ikke så sikker mer’.

Mærker tårerne presse sig på,
Prøver at smile, men der sker intet,
Du er ikke andet end en illusion i virkeligheden
Det komplet modsatte af hvad jeg havde ventet.

Lad mig dog drukne hvis du hellere ser mig væk,
I stedet for at hive mig ind i flammerne med dig,
Mine læber er jo smeltet alligevel, intet at sige;
Ikke engang mine øjne kan lukkes, de forfølger dig.

Ord er intet hvis de ikke kan bevises
Jeg ved godt hvor forvirret og mistroisk jeg er,
Og min vrede betyder intet når du ikke er her;
De håner dig og mig, men jeg ser noget de ikke ser.

Forfulgt af medlidende blikke er jeg,
Som om det skulle hjælpe når du river mig i stykker,
Du forfølger mig overalt,
Du gør grunden under mig usikker;

Vakler forslået og halv død rundt i blinde,
Hvis jeg ikke vred mig i smerte ville du aldrig se mig,
Jeg tror du elsker at høre mig skrige;
Du gør det nemt at indse at jeg hungre efter dig.