Casanova

Der er hærgede ansigter overalt
det står mig langt ud af halsen
at du skulle være en af dem der ligger sprængt uover asfalt
vi sprang let og elegant over dødsvalsen.
Hey, casanova min dreng
du kigger min vej og undertrykker smilet
du triumferer, du sender mig tegn
du gør det knap så stilet.

Det er penge, det er hor, det er druk
det er dig, det er mig, det er smerte
du gjorde mig så blank i øjnene, så kærligheds skruk
og så smed du kraftedme mit hjerte.
Læg kortene på bordet, flamme
du brænder blåt i minderne
du forlod mig, torso vridende, benene lamme
tilbage i væggene, kun stemmerne.

Du blotter tænderne og du holder blikket
i samme øjeblik føler jeg mig fanget
mit største ønske når jeg ser dig må være at trække stikket
men jeg er fuldstændigt lammet.
Du gjorde mig blind og hæmmet
låste mine arme fast på ryggen
jeg har altid gået vejen hvor den virkede nemmest
spørgsmålet er om det mest simple er lykken?

Og jeg mærker blodet løbe fra min næse
jeg løfter hånden for at mærke
jeg aldrig har hørt dig hvæse
der er intet andet end at kroppen begynder at værke.
Jeg løfter glasset og jeg skåler med dig
blod i min vodka
det er ikke mig
det er dig, jeg har fået nok af.

Noterne er skrevet bag øret
det er nok noget i luften
mine omgivelser virker lidt sløret
det eneste virkelig tilbage er duften;
af gammel sprut i væggene
du er væk, du er gået
bevæger mig over gulvet, slæbende
der er alt for meget jeg ikke har nået.