Solen falmer yndefuldt

Solen falmer yndefuldt nær mit vindue
tankernes spil træder i en bekræftende karakter
lyset derude er bedøvende svært at overskue
det er svært at begribe at hans matte øjne måske ikke ser dig mer’.
Hans stemme er et hult ekko foran et stillestående rod
du tog den del af ham med dig da du faldt
jeg ville ønske at jeg ikke kunne mærke hans vemod
men jeg ved at hans håb aldrig virkede mere smalt.

Mens solen forsvinder bag de grønne træer
tager månen og stjernerne langsomt tilløb mod den falmende himmel
uden en chance indtages himlen af en blodrød hær
og mine flakkende tanker gør mig så ubevægelig og svimmel.
Jeg græder lidt for ham og jeg græder lidt for dig
han må føle sig så længselsfuld og forvirret
men hvis du nu havde været her, havde der ikke eksisteret et ”jeg”
jeg havde været luft, mine tanker med havudsigt havde ikke eksisteret.

Jeg tror på ”intet” og balance
der er at overleve livet og der er at finde fred
og når vi ikke gives en hånd, ikke en eneste chance
flygter jeg mod høje steder og jeg vil have ham med.
Uden ham er jeg ingenting, uden ham er jeg så lille
fortabt når jeg ham ikke kan nå
der bliver så stille
når jeg ensom sejler rundt i det blå.

Nu er solen væk i den uendelige horisont
og stjernerne fæstner sig og de smelter
gaderne i mit sind synes forladte, i virkeligheden er der tomt
og broerne vi byggede vælter.