Arven

Min eksistens er en sort plet i horisonten
smerten skygger for solen -
jeg tror jeg vil blande mig i mængden
og smide mit hjerte i et bundløst hul.
Følelsen af en million bomber
sprunget i flæng i mit bryst
følelsen af intet -
i det mørkeste øjeblik.
Det hele som en helhed -
er intet og alt
og jeg kollidere med støvet
samtidigt med at mine næver vil slås.

Flygtig er tanken
følelsen af at du er nær
et kaos af smeltende dimensioner
du er her, men jeg kan ikke se dig mere.
Løgnene er i overflod
stemmerne blide, stemmer i masser
og mens mine ord flyder ud og forsvinder
lammes mine sanser.

I en drøm
i en verden på den anden side
under indflydelse af drømmen og døden
stiller du mig altid det samme spørgsmål
og jeg fortæller altid sandheden
men forskellen på dig og mig
er at jeg stadigvæk vågner
og kløjs i verdenen.

For jeg er stadig bundet
til jorden under mine fødder
med arme og ben udstrakte
mens mit indvendige gløder -
og brænder
og fryser
mens kæderne trækker mig ned -
mit eneste lys i mørket er kærlighed.