You

You’re my night upon day
and with a stroke on my hair
you leave me careless
with a wish not to exist;
a single teardrop making its way
down a cheek so pale
ask me if I’m okay
I’ll go out, but I won’t notice light of day.

You have stripped me down completely
placed your mark upon my skin
I blame you for nothing
I, simply just can’t win;
your scent is still on my bed
this is where I lay my head to sleep
I’d like to dream sweet, but sadly
sweet dreams is a promise you failed to keep.

I never knew it would get this hard
from light spreads darkness
and across my face a silent shout
you brought me emptiness, you brought me doubt;
I fail but I try
to erase my memory
I fail because I cry when I try;
to face this ridiculously sad fucking melody;
it’s a cloud blinding my mind
a shadow degrading my pride
I guess we’re nothing
difficult, because we’re black and white.

The pain is a minor threat
the wondering is what kills me
I picture you laughing your ass off
because of the hurt that you have caused me;
I bite my lip and cuss you out
I’ve tried sleeping, but it only helps to scream and shout
darling could you help me please?
and kiss me numb, make me at ease;
Tell me I’m naïve
but that you really did care
that we lost the battle
but that you’ll still be there.

My Understandings

I wrote one single song,
I swore to never sing it,
brought you memories through it's rythm,
but it had no emotions in it.
I blame you for my weaknesses,
when I have no place to put my guilt,
desire what's yours for ones,
help me tear down the walls I've built.

What a silly selection of teardrops,
wandering their way down pale cheeks,
while I walk past you, nothingness,
it's your footsteps I seem to keep;
referring to when I dance amongst shadows,
and I long for you to look upon me,
when I hide in the meadows.

You lean, you collapse,
restraining your trust within my flaws,
and I'm sore but I keep going,
following the most simple of laws.
Seems I've got lava underneath my feet,
melting me faster by the second,
and I yearn for you to notice,
the icy step I somehow always slip on.

What fly high must come down,
I wish to stay in the tree tops,
looking for rain,
drinking tear drops.
But I've got a mire to detect,
I've got pieces of broken hearts to find,
could I only go back in time,
could I only rewind.

A mind of despair,
yet I trust my instincts,
you promise me your love,
you leave me with a diamond ring.
It was never enough.

Mirror Girl

"Hello, girl by the bathroom door
you appear to be lost, who are you looking for?
another glance at pale perfection
a fading sign of hope in a silent reflection,"
Her words are frowned upon
phrases she’ll apply are hard to rely on
fear the hard, keep in mind the worst
a broken heart can freeze into ice, a broken heart can burst;
and spread the pieces so far apart
that it may seem impossible to mend a broken heart
another landslide of flames shall impale
and cause upon a person, the last inhale;
never to exhale a truth
last battle of heart, yet another stolen youth.

She’s a lost cause
a needless try to open more doors;
when she won’t take the final step
a taste of victory upon her frayed lips,
could she break the rules and ask for a helping hand
take it in hers and ever so proudly stand
and wonder why it feels so hard
to turn another card;
towards a better life
and strive.

Eyes are locked upon;
are quiet face to rely on
with a mind so far away
it’s difficult to simply create a good day,
so upon a mirror she’ll rely
a rather hard shoulder to cry;
on.

Kold

Alene på gaden
med ”naivt fjols” skrevet i panden
 bryder hun stilheden med et vemodigt suk
for gadelamperne slukkes snart og her er stille.
Med alkohol flydende i hendes blod
er gårsdagen blinkende øjne visket lige så fint ud
og melodierne der minder ham og hende
spilles om og om igen, hun ville ønske at hun;
kunne kaste sig mod ham
og kollapse i hans hånd
men han er længe væk
og hendes længsler virker nu mere som en hån;
mod hende.

At glemme hans ængstelige berøring
vækker stærke erindringer
som vækker illusioner
om den han skulle have været i hendes virkelighed.
Nu er her koldt
på banegården står et vrag;
 et naivt pigebarn
lænket fast til smerten, han efterlod hende med
hendes tanker er ætset fast omkring ordet ”kærlighed”
og hun hvisker til at sig
”jeg ville ønske at jeg kunne slå tiden ihjel”;
”og redde mig selv”.

Mens solen står op i horisonten
kigger hun op, mødes af morgen frosten
ånder krystal en tidlig morgen
halvt drømmende, halvt vågen.

Fuck

Alene, alt afhængig af;
tunge bobler i luften, hjerteslag
mens boblerne vælter alt ødelæggende ned
står jeg fast, samme sted.
Varm mig op,
jeg føler mig så kold,
der er intet der ætser mere;
end mine egne tanker og forbehold.

Bare at række hånden ud,
føles magisk, skræmmende, forkert,
rives jeg ud i bølgerne,
er frygten begravet i følgerne.
Mit indre er så spinkelt,
tungt som tusinde sten, let som et blad,
længslerne jeg slugte har sat sig fast
der hvor mit hjerte engang sad.

Forsigtigt rækker jeg hånden ud
brændes af flammerne, smukke som stjerneskud
og alligevel køles jeg ned igen
af tankernes spil, begraver mig selv men;
jeg har valgt at følge mine instinkter
på trods af varme øjne der blinker
for danser jeg med kul under mine fødder
efterlader det ar, forårsaget af tusinde gløder.

Et hvilket som helst hjerte kunne være dit
men alligevel valgte du at stjæle mit
og du løb din egen mørke vej
men du efterladte mig
er jeg vred, vil jeg hade
presser du mig, bliver jeg i barndommens gade
hængt i træet i baghaven
jeg troede du ville hente mig, jeg troede du hentede saven;
for at få mig ned
jeg troede jeg kunne kende kærlighed
men det var ikke dig
for her, alene igen, sidder jeg.

Fikseret

Der er skrig bag ruderne,
Der findes et hjerte af cement,
Dækket af en blodrød facade,
Det findes vel aldrig, det ligger gemt;
Der er billeder af tabte kampe,
Bag trætte øjne og her gemmes et flimrende smil,
Åbnes der for boksen, åbnes;
Et flammehav, endnu et og et til.

Der er lys hvis du tør tænde det,
Hvis du tør lade det brænde i din hånd;
Selv under et frontalt sammenstød,
Kappes ej længslernes bånd,
Og kolliderer vi mod hinanden,
Så er spørgsmålet om vi tør,
Hoppe mod bølgerne fra himlen,
Også selvom vi dør.

Min hjerne er overtaget,
Flyvsk, rødglødende, stadig trist og grå,
Danner dråber et hav,
Sejler minderne rundt bag nethinden, i de øjne blå;
Og blå blev min yndlings farve,
Mine øjne minder mig om;
At jeg stadig er herinde,
Samme sted i virkeligheden, som da jeg kom.

Jeg ændrer mig i takt med årstiderne,
Bliver det værre, bedre eller står jeg stille?
Når jeg åbner mine øjne mod verden,
Føler jeg mig så fantastisk lille,
Dog alligevel voldsomt stor,
Som var jeg alene om mine dæmoner,
Samtidigt med at de kigger mistroisk,
Konfliktsky er jeg; i midten af en million perfekte kloner.

Frygten er en bagatel,
Gøres til smerten bag en pulsende sjæl,
Og jeg dvæler bag afhængigheden,
Jeg påvirkes langsomt ihjel.

Jeg mister mine kræfter i takt til melodier,
Melankolsk ser jeg til;
Mens min angst overtager herredømmet,
River mine lemmer fra hinanden om jeg vil;
Eller ej,
Spørgsmålet og svaret ligger gemt,
I mit inderste hvor det bobler,
Hvor ”det” ligger, alt det jeg troede jeg havde glemt.

Skulle jeg have været død af sorg,
Havde jeg ikke været her nu,
I morgen er et nyt valg, et nyt liv,
Jeg ville ønske at jeg ku’;
Svømme mod kysten og aldrig træde vande,
Men fortidens stemmer hvisker deri,
River mig nådesløst mod bunden,
Til jeg skraber knæene og jeg nægter at være lykkelig.

De siger jeg vælger dagene selv,
Smerten bag stemmen er kun en illusion,
Så lad mig dog bryde fri af mørket,
Jeg er så vant til at være en kujon.

Som det er;

Jeg lukker mine øjne,
Analyserer hvert et åndedræt,
Flyder væk fra stilheden,
Mens hjertet smelter sammen, træt.
Jeg kæder mine tanker sammen,
Omkring ringe af lys,
De blegner omkring farverne,
Giver ingen mening i melodiernes kys.

Jeg smiler varmt,
Når jeg tænker på de få,
Der ser igennem facaden,
Dem som mine hænder, kan nå;
Før jeg hopper,
Og falder tungt,
Når verden syntes grå,
Når hjertet splittes og gør ondt.

Så er der dem der taler,
Fremkalder kaos i mit sind,
Dem som skriger før de kalder,
Dem jeg frygter at lukke ind;
Bag de tonede ruder,
Hvor jeg ikke magter at lade dem se,
Hvordan de lader flammerne tale,
Hvordan de dækkes af en dulmende sne.

Jeg forsvinder når jeg drømmer,
Lever mine længsler om igen,
Lever skrækken gemt bag lykken,
Hvor jeg nu end træder hen;
På mine ømme såler,
Der hviler tungt under min fod,
Mens jeg tænker,
På hvor vidt andet kan vægtes højere end blod.

For life

I’ve been searching my soul for words,
But my soul is an ocean,
And I’ve been drifting on icy waves for years,
Spun around in slow motion.
I’ve been thrown against rocks for ages,
Whilst my spirit seemed shattered across the ocean floor,
I’ve been waltzing back and forth over and over,
Till I couldn’t feel my legs anymore.
No need to see the sun,
My life had just begun,
I don’t owe nothing to anyone,
They’re all landslides of suffocation.

Till I met that beaming light,
Beneath the pressure of our silent heartaches,
Withdrew all the jalousie among us,
I tried to finally participate;
I lived for awhile never the less,
I promised to stay occupied,
I promised myself to do my best,
And here I stand yet again with a beating chest.
Yet they judge me, for I have been dead,
They don’t believe, they’re convinced I’m in over my head,
And whilst I taste the sky,
The last part of the old me, die.

She is nothing like me,
She is whom I thought I would never be.

22:15

I’ve been away for hours,
Upon a tree millions of miles away,
Buried in clouds far up high,
I’ve been gone for three hours and a day.
I’ve heard them call my name,
Recognized them raising their voices,
But I’m held captive in the distance,
I’d like to come home, but I have no other choices.
I don’t know what love is,
I’ve only seen it fall apart,
Love has become a subject of pain,
And love is the cause of lonely hearts.
I wish I believed that I could aim higher,
Reach for the sun further up,
But I’m stuck beneath the surface,
Even though I try aiming for the top.
Alone behind my eyelids,
Nothing comes past,
Not their voices, touch, nor teardrops,
Because none of those ever seem to last.
They look past our nightmares,
While I am silently sinking in,
Never to forget our history,
Never to let myself begin;
My life as it was meant to be,
I am a lonely heart by choice,
I don’t bother giving into their madness,
Nor do I just let by any mans voice.
Still I love the way my pillow feels,
Caressing my face while I dream,
While I’m far away, yet conscious,
Here it’s mellow, while out there nothing is what it seems,
While out there they step all over me,
As they don’t give a fuck,
I’ve met the world in nine hundred people,
And I feel like I’m running out of luck,
They’re all the same,
So I’d rather just stay pleasant, right here,
In a world of nothingness, powdered with chaos,
Not knowing the word “fear”,
Don’t blame me for my weakness,
I know where I got it from,
I know who I am inside the walls,
And I know just where I belong,
I am a girl of one too many hopes,
Yet, they should give me some more,
To raise my morals while living,
Can I make it, I’m not sure,
Don’t disturb my visions,
Don’t tell me future is key,
I might die before I awake,
But I’m not ready,
I can’t die before I accept all of my mistakes.

New

Dear life in silence,
Break the spell and walk away,
I can’t stand your hollow noises,
And I hope you’ll leave today.

Innocence and trust in me,
Don’t forget who I used to be,
In agony I speak,
But I hope that you can still see;
You claimed that void in me,
Held my hand in the dark,
And when I felt so small,
You’d show me summer in the park,
And I’d feel mellow again,
But hatched upon your speakers,
Because nothing you ever say is true,
And your kind is shallow leapers.

Eventually I’ve overcome your lust,
For my body in your mouth,
Come and conquer me again,
And you’ll see me break a vow,
That I made back in the day,
When you first got that hold of me,
Screaming in misery,
You told me who to be;
I told you who I was,
And I would never leave your side,
You were that constant reminder,
Cursing me and my pride,
I wont land safely,
But I will break the fall,
And I will run for the sake of it,
Knock down your artificial wall.

Dear life of sorrow,
Today I will leave your side,
And smile because my life is still;
Prevail in all it’s might,
I wont forget the things you put me through,
But I will overcome your memory,
And put my silence into bliss,
Remember we’re freed in amnesty.
I promise you that that I contempt you,
But I wont put my energy into despising you,
Just walk away from me,
And if you want to lance out at me, please do,
You make it so hard,
Hard to keep you dear,
When you disturb my inner peace,
Lack of distance, I don’t want you here.

With love

Emptiness may surround it’s victims,
Light them up while they’re blinded by the light,
And they will pretend to have a vision,
They will be weak or they will fight.
A candle is lit upon my desk today,
To remind me that the world could be so much better,
That no matter what people say,
With post sometimes comes a beautifully written letter,
With love it is send,
By someone dearest you could receive,
An unexpected choice,
To cave in or to believe.

Forfulgt af Karma

Hun vakler sanseløs omkring,
På tær, på hæl, i en uendelig ring,
Løber på torne når hun bliver bange,
For Deres tone løse og fængslende sange.
Hun er indbegrebet af begær,
Hun er akkurat og vidunderligt sær,
Og på kanten af tankernes farvers glød,
Finder hun sig selv så hvid og aldeles død.
Når hun ofre sig selv til et elskovs favn,
Høre hun tvivlen kalde hendes euforiserende navn,
Og de blå bølgers hvisken lokker hende tilbage,
Mod ensomhedens sørgmodige og kolde dage.

Hun sitre og lyser,
Mens hendes vemodighed fryser,
Og når tanken om at være ene virker som definitionen af varme,
Dømmer hun skikkelserne før hun løber mod deres arme.
Afmagten sover i nat,
Hun svajer frem og til bage over isen så glat,
Mens hun drømmer om at kaste sig mod horisontens skær,
Og føle hvad hun ej kan mere men hvad hun holder så kær,
Levende og så enkelt som fuldkommen,
Endnu en sommer i modvind, endnu et år endt af dommen,
Måske det var det karma der overtog hendes liv?
Ændrede alt og formede personen hun blev.

Flushing against time

I miss the waves during summer,
The sounds of a bubbly swirl,
Silent, yet so violently pushing,
I miss the way the sea weeds twirl;
Around my ankles to pull me near,
I used to never be afraid,
Betrayed by my own heart,
Which by now is a different shade;
Of red,
More like blue,
Beating slower by the second,
I wish I knew;
How to turn it back on and how to live,
Because in a world of black and white,
I moan for patience,
I moan while trying to embrace a starlit night.

I miss twirling my hair around my finger,
While silently fading off into a world of dreams,
I’ll land beside you,
Whoever you are, whatever it means,
I want to dance,
I want to take my chances,
Blind, I’m conquered,
I wasted so many clear night dances.
While they’re all waiting near by,
Drying their eyes in their aprons of pastels,
I’m alone and impatient,
And upon stories, ghosts of the past dwells.

I miss seeing the world through the eyes;
Of a child, innocent and sweet,
Colorful and bright,
But life tends to knock my off of my feet;
And leave me in the gutter,
To wither and to die,
And while I listen to people calling,
My heart gets cold, and I’ll lie;
And say I’m fine,
But when I look back I want to rewind,
Because when I say I don’t remember,
It’s because I’ve been blind.

Words on paper

He is a piece of paper,
My thoughts put into lines,
Immortal sounds of the incomplete,
Sweeps me off and back upon my feet.
He is expecting me to land easy,
Yet he wants me to fall again,
I’ve begun to feel him less;
Wanting to resolve this mess.
He is blessing me with his patience
And dries me out with his ignorance.

I’ll pull myself back up,
Still his landslides wont stop.
Pity me, I’m dreadful,
And he is the cherry on top,
Follow me to the hills,
Bring me hope, bring me pleasure, give me chills.
I can’t pretend when he is near,
I can’t complain that he seems closer,
He transform me and makes me mellow,
Whilst I’m supposed to be cold and hollow.

He is not that pretty,
But he sets my heart on fire,
He is forever and beyond,
He is perfect on a distance, an unbreakable bond;
Of madness,
Days come when I wish he wasn’t there,
Hours of dread and tears,
Seconds of smiles and joy;
Although he put the pulse into my most horrific fears.

Svæver

Jeg lukker mine øjne,
Analyserer hvert et åndedræt,
Flyder væk fra stilheden,
Mens hjertet smelter sammen, træt.
Jeg kæder mine tanker sammen,
Omkring ringe af lys,
De blegner omkring farverne,
Giver ingen mening i melodiernes kys.

Jeg smiler varmt,
Når jeg tænker på de få,
Der ser igennem facaden,
Dem som mine hænder, kan nå;
Før jeg hopper,
Og falder tungt,
Når verden syntes grå,
Når hjertet splittes og gør ondt.

Så er der dem der taler,
Fremkalder kaos i mit sind,
Dem som skriger før de kalder,
Dem jeg frygter at lukke ind;
Bag de tonede ruder,
Hvor jeg ikke magter at lade dem se,
Hvordan de lader flammerne tale,
Hvordan de dækkes af en dulmende sne.

Jeg forsvinder når jeg drømmer,
Lever mine længsler om igen,
Lever skrækken gemt bag lykken,
Hvor jeg nu end træder hen;
På mine ømme såler,
Der hviler tungt under min fod,
Mens jeg tænker,
På hvor vidt andet kan vægtes højere end blod.

Afternoon tea by self

A quiet tip tap from the kitchen sink,
One modest drop just died,
Silence rise after her world just collided,
Only the echo in my ear survived.
It’s something quite peculiar,
It’s an emotion somewhat sad,
While we swing our dresses in the green fields,
We wish for things we can’t have.

Alone in the afternoon,
Drinking tea in the company of a lonely mouse,
He fled from my sweet cat outside,
But I welcomed him within the walls of my house.
He makes me feel less hollow,
Like I’m good underneath it all,
When I feel so awfully small,
The fact that I saved someone makes me stand tall.

I told him how I left my heart in the mire,
And never looked back as I walked by,
The death wish hangs far over the bend,
But my hearts desire never wished to die.

Somewhere along the night I’ll go to sleep,
Dream far beyond my emptiness,
Imagination on a unicorn level,
Nothing more, nothing less.
And I’ll wake up less lonely,
To a brand new day and the sun will shine,
I wont remember the day before,
I don’t want to, nor do I want to rewind.

I just can’t fall back upon the past,
Not even to see my sad and sorry furry friend,
Sad people see the color gray,
But black and white days are not the end.

Når man drukner i lyserøde skyer

Hun maler sine negle blå,
Betragter fredfyldt hendes favorit farve,
Tænker kærligheds bedugget tilbage på,
Dengang hans øjne lå på hende,
Engang.
Livet har ændret sig, gjort dem voksne,
Taget deres uskyld, ladet dem lege,
Katten efter musen år efter år,
Mens chancerne var mange, må hun indrømme.

Mens længslen flyder i hendes åre,
Som en rose der drukner under regnens dråber,
Er det hans ord der stadig ætser hende,
Når han leger under hendes kjole.
Er han der stadig, er jagten overstået,
Aldrig om det vil ske,
Før jægeren forstår at;
Hun er en træt og kvæstet pige.

At hun nænsomt tager hendes tid,
Mens hun overbevisende fortæller om;
Hvordan hun føler sig begravet i brændenælder,
Og mens han latterliggøre sig mens han beretter om,
Han egne hidsige lyster.
Hun lyser kun når han er der,
Når han slentre tilbage ind i hendes sind,
Trods konstante pauser i mørket,
Lister han sig altid og pludseligt tilbage derind.

Og hun klæder sig i hendes yndlings kjole,
Og hun stråler,
Bare han nu så,
Hvor langt hun er gået for at tage hans hånd,
Den hånd hun så længe har haft svært ved at nå.
Dans nu, for fanden,
Læg alle dine kræfter i,
For mens han sender luft kys flyvende fra hånden,
Griber hun stadigvæk kun et ud af ti.

Blue eyes

Such a blue young girl,
With such a peculiar way of thinking.
Blending in with the walls so easily,
While ever so silently sinking,
Telling you stories about why she exists,
Telling you lies about her life in details,
Her life was simply a mess,
And yet she is prevail.

She will tempt you with her blue eyes,
Smother your dreams,
Promise you all you could ever long for,
While she prepares her horror themes.
It is not that she wants you to be unhappy,
Not that she wants you to be sad,
But a world of nothingness comes easy,
Easier than constantly being told that you’re mad.

Let her rest her limbs before it’s over,
Numb as a dead, her tired face shows,
There is not a fire burning,
You can’t tell, but it’s specific where her mind goes.
Around the buildings she lingers,
Specifying her needs to the people that walk by,
But no one seems to listen,
So on a stone by the ocean her blue eyes cry.

She watched me change before her blue eyes,
Watched me wither away and slowly die,
She awoke me and brought me back to life,
But everything she ever told me was a lie.
I was never meant for greater things,
Still she let me believe,
And when I decide to let myself down,
She sets up new goals for me to achieve.

Aching inside out, with only the voice to whisper,
She reminds me that my time may be short,
She is the voice that tends to linger,
When I pretend to follow my heart.
She feels my pulse and tells me;
“your heart is beating too fast”,
But what difference does it make,
When it’s heart failures that tend to last.

Scars of life, she shares with me,
Rip them open when I finally don’t give a fuck,
She wishes the best for me,
But she is twisting my luck.
If I could see her, she would be the color blue,
It’s my favorite and I sense it,
She is who I am under the shell,
She is the girl you fill with all your shit.

Haunted

It could be compared to summer rain,
Leaving every tiny flower with a watery stain,
A hearts desire can be compared to a dream,
Measuring the distance from it’s longing, lingering scream.
I left my heart on the table,
Come back now, come back, unless you’re unable,
The dark will leap upon the streets as we escape,
I thought I could touch you, but right now you’re only a dark shape.

It’s the beaming lights that stop me,
Makes me want to stop, make me wait and see,
That every shadow of the streets is only a blur,
And I realize that you went back to her.
Cold and alone, in the hours of night so cold,
I wither away and I age so fast, suddenly I’m old,
Paralyzed in motion, I’ll consider if I was right,
To give up and melt away as I might.

We are the décor flowers of the water pools, somewhere up high,
We are made of plastic, we can never die,
But even so, I long to be,
Somewhere else, somewhere the eye can’t see.

Yellow walls

Go back in time,
Close your eyes and rewind,
Back to a time when the sun shines,
Visit the hours of straight lines.
My thoughts be exposed,
But I will keep my eyes closed,
To remember what cannot be lost,
At any cost.

Drifting off into a distant land,
They all laugh and shake my hand,
I can touch the yellow walls,
I wont hear when my sanity calls.
Echo of my voice lingers,
In these walls where I press my fingers,
Dancing among fairies in childish dreams,
Yet I can hear my consciousness scream;

“Don’t forget me, I’m still here”,
Carelessness can be overcome by fear,
Pulling up the anchor from my sea of thoughts,
Now by the shore, stands a million robots.
Empty eyes stare,
The seaweed of agony wont let go of my hair,
Do I dare to confront them all,
How fast will I fall?

Leave me, come back,
I’ll be here, despite the confidence you lack,
Take off, run away while you still can,
Flee from a heartbroken man.

I’ll wake up by dawn,
I’ll wake up to realize that you are really gone,
I just saw my life passing by,
And I can’t find any reasons to ask myself why.

Philosofies of life

All my balloons slip away and fly across the sky,
I never dreamt they would be so colorful,
Now so incredibly high.
They represent everything and everyone I’ve ever known,
They wont melt in with the white of clouds nor blue of sky,
Their colors stand out like the punches of life I’ve thrown.

Love is just a word, the camouflage of an emotion,
It means nothing,
Unless the word contain trust and devotion.
If no one knows the tears you’ve cried,
Peace is not an option,
They can’t consider the number of times you’ve tried.

If I believed there was a god,
I would wish his ass down a deep hole,
But he is just a character of a book, another useless fraud.
Don’t trust him with your soul, you’ll vanish,
Wait and forget,
Tell him, that he is banished.

I’ll keep my fingers crossed,
Fingers are crossed,
That we wont get lost.

Listen to the sounds of noises that we make,
Believe that we’re away from our hate,
Be proud that we made our break.
To a better life, raise you glass,
Away, hollow life you’ll disappear,
Your sorry ass we’ll pass.

Eyes closed

I lay my head with patience in the grass,
Eyes wander endlessly over the sky as the clouds pass,
While the taste of nothingness consume me,
There is no place on earth I’d rather be.
While the clouds blossom into a purple haze,
My hands and legs feels numb while in the sun I daze,
Blue skies turns into night,
And the moon and the stars silently conquer the days light.

Drifting into a world of unconscious dreams,
Nothing inhere is really what it seems,
Drifting off into a distant land,
I’ll soon find myself trying to flee from his hand.
Suddenly I hear him calling,
Impossible to jump, but it feels like I’m falling,
Trying to run, but now he is long gone,
They used to tell me “he wont do you wrong”.

I’ll try to awake,
But new methods he will take,
He starts blowing kisses in my face,
It seems hard to stop, I can’t stop this chase.

The wind lift me up as I open my eyes,
Put’s me down as I awake, feels like paradise,
Fingers grasp around a cold stone,
Just to test if I’m numb still, to defend if I am not alone.
But the silence consume me yet again as I stare into the sky,
And a single purple cloud slowly passes by,
I get back upon my feet and in a slow pace I waltz home,
I wont see him there,
I can sleep alone.

Blue

Blue eyes come easy,
Blues eyes are made of pain,
Saw life tumbling, tripping, falling apart,
While calling her name.
Hence this, hence that,
How could she ever understand,
What ever is going to happen,
They look at her with pity, then shake her hand.

Blinded by their mistakes,
Life will always be like this,
Conscience dark as night by now,
It’s just how it’s all so convenient that makes her miss;
How life used to be,
Floating around on a purple cloud,
Without any guilt or nightmares,
Fulfilled with hopes, sheltered from doubt.

They bump her head into the walls,
To make her forget her past,
Push her down on the sidewalks, scratching her knees,
How long will her survival last?
Dancing among bushes covered with thorns,
She is the leaf upon, pretending to be,
Another she, in another place,
Growing flowers for them to see.

Cellar door

I open the doors to find a consuming liquid,
Drain the room while I smile,
While underneath it all, I was never happy,
I kept myself going for quite a while.
I dream so vividly,
I could feel myself dripping from the sky,
Waking up, I am the décor flowers in a water pool,
I am made of plastic, I can never die.

While I grew up, I realized,
“love will tear us apart”,
I wonder till I melt away in soft waves,
It’s not possible to mend a broken heart.
Listen closely to the walls surrounding,
If you stand close, you’ll hear them telling a story,
Backwards in time we can travel,
Back to a time of love and glory.

As I press my fingers through the cellar door,
I leave a space between,
The space stands for never ending,
My fingers express what I say and what I mean.
Last time I was in bloom,
I told the world that I knew;
How I shouldn’t trust him and that I wouldn’t,
But believing is one thing, living it is another thing to do.

Blunt poetry

The sky is grey and the rain is pouring down,
Tapping on my window, dozing people off in this sleepy town,
I’ll light another cigarette, open another beer,
Let my tears flow and remind myself why you’re not here;
Write a silly poem, try to collect my thoughts,
Dare myself to consider my madness, try to collect the dots.

I’ve been analyzing they’re faces,
Been closing my eyes, to see different places,
Been writing down everything I see,
While people notice nothing, while people don’t see me,
I’ve been hiding behind the glass, shielding myself from the fire,
They run like mad, say they’re keeping focus, but he & she is a liar.

Fucking prince of disbelief, are you high?
Will you be laughing at your mirror, till the day you die?
You’re a fraction of the puzzle and still you purr like a satisfied cat,
But you can’t even move, cause you’re thighs are too fat,
It’s only a matter of convincing them, you say,
But I’d rather be a bitch, then join the bed where you lay.

As the rain threatens to break my window,
The wind takes it’s pace, it’s letting me know;
That no matter how hard I try to rewind,
Life is never going to give me what’s rightfully mine,
Blame it on my fading smile,
But I’ll be living my life, make it worth the while.

Marvelous lovers

He was a lost cause,
She a bruised and fragile flower,
He brought her pain and desire,
She brought him satisfaction and power.
Easily amused,
Tempted, love strong, yet abused,
Not a road to leave by,
Buried alive in the mire, she will cry.

His tongue may touch her lips,
Her lips may seem red and delighted,
Watch her through the blurry lens,
Her eyes may pretend, but she was never excited.
Her skeleton departs in dirty water,
Her last sentence should have been shorter,
Decomposes to the sounds of fear,
Alone in the darkness, alone down here.

Let the beaming light blind,
Stay close to the light,
As the gleaming bodies move,
Flashbacks may scare the most, leave as I might.
By the empty roads of the forest I run,
In this lazy town, while they talk, I’ve become;
A stranger in my own skin,
I please them, but I am burning flames within.

Another glance at his marvelous teeth,
I swear to a god I don’t believe in,
That should he run and leave me to die,
I will build walls to surround me, wherever I’ll begin.
I’ll be your delicate flower,
Present while the essence of you devour,
Give me your pain to be kind to,
As long as you stay here, I can’t breathe without you.

Natteleg

Mens din skjorte flyder med vinden,
Mens din finger sitre på min læbe,
Brændes saltet ud af kroppen,
I et sidste forsøg på at undgå tårer.

Når du går, tager du flammerne med dig,
Vender du dig om, blænder støvet dig;
Resterne af min krop, afgik ved døden,
Resten af mig flyder med strømmen.

Jeg tænkte længe på dig,
Forsvarede mine tanker og skjulte mine ord,
Omsmeltede mig selv til denne statue,
Men du hev mig ord mod himlen, rev mig med.

Længselsfuld beskuer jeg;
Huset hvori jeg mødte dig,
Ligger mig i den iskolde seng,
Din stemme i væggen, bedøver mig;

Bedrøver mig,
Du stjal mit smil, det svæver rundt i din hånd,
Jeg er lille,
Tværet ud under dine fingre.

Mens din skjorte flyder med vinden,
Presser du hele din krop i mod,
Dine hænder lagt mod mit ansigt,
Jeg lader mig rive med.

Du leger med ordene,
Men du siger ingenting.
Jeg opdigter hvert et ord i mit hoved,
Ville dratte om, kan ikke mer’.

Jeg ved ikke hvor vi er,
Men vi står et sted jeg kender fra drømme,
Måske er jeg der i virkeligheden endnu,
Koncentreret om at vågne.

Røde nøgler

Hvis tåre kunne hviske,
Plante lydløse noder på brændende læber,
Lade ham spejle sig i hendes blanke øjne,
Lade hende miste sig selv i hans gribende løgne.

Fra når hun famler efter ham i blinde,
Til når hun mister sig selv i et medlidende kys,
Kaster sig selv ud over klippen mod vandet,
Føler sig selv forsvinde i faldet, græder når hun er landet.

Fra ydmygelsen i at række ud efter ham,
Til glæden ved hans hud mod hendes,
Flettet sammen i et mystisk katastrofalt sceneri;
Troede det var slut, men endnu en gang faldt hun i.

Når længslen aftager og hun finder sig selv igen,
Stirre hun koldt, med blanke øjne,
Han går rundt derude et sted,
Han har hende på hans læber, og han tog hendes hjerte med.

Han låste, han lukkede hende ned,
Han slukkede for lyset hvor hun er mørkeræd,
Tog nøglen med og gik sin vej,
Lader hende aldrig gå, hun er del af hans yndlings leg.

Du har solen -

Du balancere med solen i din hånd,
Lyset reflekteres i tusinde farver og blænder,
Tiden i min bobbel slutter med et brag,
Væggene kolliderede mod dine tænder.

Jeg vil ligge mig ned og vente,
Vente til du spreder skyerne på min himmel så jeg kan se;
Den sorte tåge forsvinde i horisonten,
Og vente på din stemme, jeg vil lade dig høre mig le.

Natten er et spind af løgne,
Leder du efter min krop i mørket?
Vil du smelte mine smil og lade mig brænde?
Jeg kan nu føle, hvor jeg før var størknet.

Eventyret slutter i et raserianfald,
Du trænger ind hvor jeg er skrøbelig og krakelere let,
Mit væsen blomstre,
Men vi ligger for tæt.

Vi ligger visne imellem vores broer,
Tankernes spild eskalere,
Alene og tømt for varme farver,
Mangler solen, du ikke balancere med mere.

Vender de sorte skyer tilbage?
Har jeg smadret glasset under vores fødder?
Vi har mistet fodfæstet,
Vælger at overse hvordan vi bløder.

Hvis mit liv var en film..

Jeg ville ønske mit liv var en film,
Baggrunds musik i forskellige toner,
Min egen indlevelse svær at forstå,
Analyser mig, bliv overrasket.

Hvis mit liv var en film ville jeg svæve,
Over lyserøde skyer,
Når solen står op og går ned,
Blandet med blå, til sød musik.

Når mine sorger river mit hoved ned,
Danser jeg til triste melodier,
Står fast på jorden,
Græder i brusekabinen.

Når jeg er forelsket, er jeg fortryllet,
Løber rundet i græsset,
Til eventyrlige tekster,
Se mit blik vandre tværs over verden.

Var mit liv en film, ville jeg være paranoid,
Men kun hvis jeg vidste,
Hvor mange der betragtede,
Alle mine bevægelser, alt jeg gør.

Hvis mit liv var en film,
Ville jeg være kvalt i midten?
Ville jeg holde hovedet højt?

Listen to the ocean

I don’t hear the sound of the ocean,
I can’t see the wind in the trees,
Let the flowers sway, as I crawl into a distance,
Watching the world go by so imperfectly.

It’s a pain in my stomach,
It’s an itch on my wrists,
Pushing me into nothingness,
I can’t resist my need to please.

Wont you look up?
Wont you rise with the sunset?
Chase the light in life like you’re supposed to,
Leave your plagues and guilt in the mist.

Why wont you listen to the ocean?
Why wont you watch the wind in the trees?
Why wont you listen to me trying,
Realize that my own guilt is changing me.

They would miss you,
They would remember your pictures,
If we chase the flawless,
They’ll forget why they ever loved you.

Wont you stop the fire?
Wont you stop the fire please?
You can’t say the words,
Still my love is a sacrifice you can’t make.

Slip ikke

Det er et hårdt rusk i kroppen,
Det er en bankende puls der banker under min hud,
Tankernes spil laver planer for hvad jeg mærker,
Trænger igennem, som en nål.

Slip ikke mine hænder,
Plant stadig blomster i mit hår,
Tag dine uvisse længsler,
Bland dem med mine der glimter.

Tvær smilet af mine læber,
Placer et nyt på min tvetydige mund,
Mine ord dræner dig,
Mens du lukker af for lyset i rummet.

Følg mig, men følg mig ikke,
Det har regnet på mig,
Men lad mig visne, lad mig dø,
Tving alligevel mine øjne åbne.

Mine drømme er fulde af håb,
Min sjæl fuld af ar,
Du og jeg,
Det er ovre.

Cherry tree of memories

When the tree tops split and the skies turn grey
When the world as we know it crashes
And our smiles melt away,
We shall look upon the horizon and fly
Higher than our dark clouds blinds us
Aim for the blue sky up high.

When we’re feeling sad and blue
We’ll stop our hurting hearts with laughter
By shining like a million stars, we will do,
Greater things than words can explain
And overcome our struggles
Till somehow our pain was never in vain.

When we’re lost we must remember our favorite place
In perfect colors
In between now and then we’ll meet a perfect face,
That face may become a flower on the tree of memories
My cherry tree of memories
I promise, it’s a magic tree.

(Det her digt er i øvrigt det som jeg tænker skal stå i min næste tus, det var det jeg skrev det til i sin tid.)

Hvis du forstod

Jeg tvivler på at jeg kunne råbe højere
Men det bliver i mit hoved
For lyden smadres
Bag mine læber,
Du gør mig så desperat
At jeg strækker mig ud
Men mine arme kolliderer
Mod din hænder som trækker.

Jeg har mødt dit blik gang på gang
Fantaseret om dine tanker
Du jager mine tanker væk
Men frygten forbliver den samme,
Jeg er bange for at du går
Forlader mig bag muren
Eller kaster mig i havet.

Hvis du vidste hvordan jeg brænder
Dør indeni
Hver gang du knækker mig
Svæver væk i stilhed,
Hvis jeg vidste du brændte ligeså meget
Kunne jeg i det mindste smile
For så ved jeg
At du føler det samme.

Roser dør

Som roser blomstre vi og dør,
Vi lever og vi ånder, drikker vand
Men du rejser dig gang på gang
Og kvaser mig under dine såler,
Jeg har grint og jeg har grædt
Og jeg orker ikke mere nu
For du dræber hvad jeg håbede på
Dig og mig var mere end jeg kunne nå.

Du vildleder mig og du dræner mig,
for kræfter til at stå på mine ben
Jeg er din, du er min
Og alligevel glider vi,
Du åbnede, trak trådende op til min hjerte
Fodrede det med gift
Men du gør det så svært for mig,
At undvære dig.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage
Hvis jeg kunne finde dig igen
Røre ved skyerne, der hvor du løfter mig
Smile, fordi jeg kan,
Og igen et men, for du gør det ikke let
Du kan kun brænde mig, kan jeg forstå
Her er stille, fyldt med toner jeg ikke kan nå.

Lander i dine hænder

Jeg river hvert et kort jeg har frem
Undlader at lyve, fortæller dig alt
Men bag dit stille ydre,
Vil du smile skævt fordi jeg faldt,
Fordi jeg landede i dine hænder
Og bruger alle kræfter for at komme op igen
Jeg ville vælge løgnen
For sandheden bliver aldrig min ven.

Mine følelser er størknet
Og jeg laver fagter som du ikke ser
Overdøver med faresignaler, jeg kan ikke slippe
Jeg er ikke stærk mer’
Du fortsætter med at forføre mig
Vælter mig rundt i romantiske farver, rød
Men dit eneste motiv kommer altid frem til sidst
Vi har ikke flyttet os, men du har mistet din glød.

Jeg vil elskes af en anden
Jeg vil sætte mig i solen, stjæle lys til mig selv
Vende tilbage til min egne drømme
Drømmene som du slog ihjel.
Der er ikke mere at hente,
Du spændte ben for dig selv da du gik
Jeg håber jeg kan tilgive for tiden,
Og de fabelagtige minder jeg ønskede, men aldrig fik.

Lad mig miste mig selv til livet
Og leve som jeg havde drømt
Uden dig til at smadre mine farver
Mit liv er lige begyndt.

Drømmen

Vågner op klam og kold
Skubber negativitet ned over hovedet,
Føler den krasse i mit sind,
Det hele var blot en drøm.

Det er det samme om jeg kryber sammen
Jeg fryser stadig
Drømmen var livagtig og gribende
Men du er her stadig ikke.

Mine tanker vandre stille,
Gennem mit hoved og hvisker
Melodier vi har hørt før
Hvis du var her, ville jeg nynne.

Glæden jeg havde er tom lige nu
Jeg ville ønske jeg kunne huske,
Hvordan du rørte ved mig
Smilende, forførende.

Kulden bider, river i mine ben
Kom nu tilbage med varmen,
Jeg høre ingenting
Jeg ser kun dig bag mine lukkede øjne.

Læber som smelter

Det kribler i mine fingre
Trækker sig sammen under min hud
Svarende jeg kun kan søge blindt efter
Famler forvirret rundt, ville lukke ordene ud;
Men jeg kan ikke, trækker vejret panisk
Kæmper mod en rivende strøm
Af opbyggede hule følelser
Ønsker bare det var en drøm.

Du har rørt mig, trukket mig under
Tændt alle små gnister i mig
Du forstyrre min søvn nu du er her
Men jeg har svært ved at trække vejret uden dig;
Du flår i mine hænder, river og trækker
Jeg fokusere på læber som smelter
Mærker ingenting,
Før hele min verden vælter.

Du fremprovokere paranoia
Hvornår mon jeg mister dig?
Jeg tvivler på at du ville vælge dig fri
Gå vejen uden mig;
Du er ligeså afhængig, du har svært ved at give slip
Jeg mærker bare dine øjne
Du er stadig stille
Men jeg husker dine løgne.

Forlader dine hænder

Som stilheden breder sig som flammer
Indtager mit bange sind,
Gik du nu forsvandt jeg,
Så jeg lukker dine hænder ind.
Da mit system fejlede rev du mig i stykker
Fjernede essensen af mit væsen
Jeg mærker kulden fra dine ønsker
Det sære er at jeg altid var så kræsen;

At kunne forstå hvordan du bære dig ad;
Æder mit sprog, forstærker min længsel
Du træder aldrig helt tilbage
Vælter frem, skubber mig ind i dit fængsel;
Jeg er sandet i vinden, ingen lyd
Men jeg blænder dig i raseri
Spreder mig selv ud i verden
Flyver væk nu, fri;

Jeg er vandet der forlader dine hænder nu,
Du ville aldrig nå at drikke mig om du ville;
Jeg forlader dig endelig,
Og alligevel forholder du dig stille.
Jeg undre mig, hvornår går du mod mig?
Uden chance ville jeg fryse til sten
Lade dig få mig tilbage,
Jeg gav dig mig selv, chancer; du gav mig aldrig en.

Når gnisten forsvinder

At mærke gnisten sive ud af kroppen,
Følge bølgerne rykke frem i en voldsom strøm,
Du har trukket de sidste ord tilbage;
Kunne ikke være mere alene, du gjorde virkelighed til en ond drøm.

Kunne du have slået benene væk under mig blødere?
Forstå hvor skrøbelig jeg er,
Jeg lovede mig selv ikke at bygge mere end jeg kunne slå ned;
Men jeg er ikke så sikker mer’.

Mærker tårerne presse sig på,
Prøver at smile, men der sker intet,
Du er ikke andet end en illusion i virkeligheden
Det komplet modsatte af hvad jeg havde ventet.

Lad mig dog drukne hvis du hellere ser mig væk,
I stedet for at hive mig ind i flammerne med dig,
Mine læber er jo smeltet alligevel, intet at sige;
Ikke engang mine øjne kan lukkes, de forfølger dig.

Ord er intet hvis de ikke kan bevises
Jeg ved godt hvor forvirret og mistroisk jeg er,
Og min vrede betyder intet når du ikke er her;
De håner dig og mig, men jeg ser noget de ikke ser.

Forfulgt af medlidende blikke er jeg,
Som om det skulle hjælpe når du river mig i stykker,
Du forfølger mig overalt,
Du gør grunden under mig usikker;

Vakler forslået og halv død rundt i blinde,
Hvis jeg ikke vred mig i smerte ville du aldrig se mig,
Jeg tror du elsker at høre mig skrige;
Du gør det nemt at indse at jeg hungre efter dig.

...Men du har stjålet mit

En kærligheds erklæring eller intet
Dig i min tomhed, eller bare mig selv
Smeltende læber eller blegnede smil
Tag mine indre dæmoner, slå dem ihjel

Træk mig ud over klippen, en gang til
Lad mig flyve til jeg vågner af faldet
Hvisk søde ord i mit øre til jeg ikke kan stå
Jeg håber aldrig du lader mig ramme vandet.

Du gør mig usikker og ustabil
Så fuld af fejl at jeg ville løbe min vej
Virkeligheden har forladt mine tanker
Jeg har svært ved forestillingen om at undvære dig

Hede kys i natten, intet når lys står op
Jeg er væk i den tåge der har indtaget mig
Omgivet af opgivende blikke og dårlige råd
Hvordan kan det kun have været en leg?

Ulykkelig i følelsernes trængsel
Har jeg skabt kaos i hjertet dit?
Du ville aldrig tro mig alligevel
Men du har stjålet hjertet mit.

Smid stjernerne tilbage i mine øjne

Vender stilheden til paniske tanker,
I et væld af kaotiske melodier stopper jeg op,
Farver vandet imellem os med glimmer så jeg kan finde vejen;
Fanget i øjne der skinner, fængsler min krop.

Blændet af lyset, forstyrret af uvidenheden,
Levere gang på gang dråber som drukner i hinanden
Hvis du går igen nu lander jeg;
Hårdt efter faldet, bliver en anden.

Dansende i vildelse, bortrøvet af dig,
Drænet af tvivlen, beskæftiget af tusinde tanker,
Klaustrofobisk, i syv sind;
Mærker ingenting kun hvordan mit hjerte banker.

Du sænker farten, med hurtige vendinger,
Holder mine hænder stramt i dine hænder,
Det er på tide for min drøm at vække mig;
Jeg ved ikke hvordan denne historier ender.

Spol tiden tilbage til start
Smid stjernerne tilbage i mine øjne,
Træk dine ord tilbage eller sig dem igen;
Jeg ville ikke kunne bære hvis alt du sagde var løgne.

Illusioner og lyserøde skyer

En illusion baseret på lyserøde skyer,
Læbernes længsel, nu brast i gråd,
Du river nådesløst i mine hænder når jeg forlader vores verden,
Forvirret og ødelagt, aner ikke mine levende råd.
Tvivlsomme følelser skvattet sammen i stormen,
Mine sidste ord viklet ind i dine,
Havde du vist mig vejen var jeg fulgt med,
Men nu forlader du bare dine drømme for at overtage mine.

Du træder på mine mest skrøbelige dele,
Lader mig kollapse i støvet af vores kærlighed,
Jeg savner natten der forbliver ved mindet,
Du forlader snart mit liv og du tager mit hjerte med.
En illusion baseret på lyserøde skyer,
Skydes ned i et brændende hav af savn,
Alene i krydsilden, tager kampen op mod dig,
Men håber inderst inde på at ende i din favn.

Fortæl dem at jeg stadig smiler,
Jeg har forladt min verden for din,
Har du givet mig op?
Eller besøger du stadig min.
Hvorfor lister du stadig dråber ind på min pude?
Maler mine tanker med farven dyb blå,
Kvæler essensen af mit væsen, i takt med;
At du smider stjernerne så langt op at jeg aldrig ville kunne nå.

Like cars collide

I don’t feel the waves of the ocean,
The water that I’m in seems fragile and cold,
Gently swaying and silently praying to love, “let me go“,
You’re a blister in my mouth and your pain is all I know.

I can feel the drops of shame on my skin,
And I can see the air changing around me,
How my blue sky turns to black,
Reminds me of the empathy I lack.

Though I’m hard as stone,
I still press your letters to my lips,
Dance to the sounds of affection,
Forget the hurt of your silent rejection.

I would find a away without you,
Push my way out of the state that I’m in,
Put the dress back together that you tore apart,
And in time mend the pieces of my infected heart.

I don’t feel the waves of the ocean,
But the water that I’m in tears me to shreds,
I can only listen to the waves crash onto hollow ground,
It’s loud, but it’s an amazing sound.

We’ll collide eventually,
Until then I’ll be laying here,
Watching the world go by,
And I’ll be wondering why.