fredag den 3. januar 2014

Arven

Min eksistens er en sort plet i horisonten
smerten skygger for solen -
jeg tror jeg vil blande mig i mængden
og smide mit hjerte i et bundløst hul.
Følelsen af en million bomber
sprunget i flæng i mit bryst
følelsen af intet -
i det mørkeste øjeblik.
Det hele som en helhed -
er intet og alt
og jeg kollidere med støvet
samtidigt med at mine næver vil slås.

Flygtig er tanken
følelsen af at du er nær
et kaos af smeltende dimensioner
du er her, men jeg kan ikke se dig mere.
Løgnene er i overflod
stemmerne blide, stemmer i masser
og mens mine ord flyder ud og forsvinder
lammes mine sanser.

I en drøm
i en verden på den anden side
under indflydelse af drømmen og døden
stiller du mig altid det samme spørgsmål
og jeg fortæller altid sandheden
men forskellen på dig og mig
er at jeg stadigvæk vågner
og kløjs i verdenen.


For jeg er stadig bundet
til jorden under mine fødder
med arme og ben udstrakte
mens mit indvendige gløder -
og brænder
og fryser
mens kæderne trækker mig ned -
mit eneste lys i mørket er kærlighed.

2 kommentarer:

  1. jeg har endnu ikke læst, men ville bare lige sige, at hvor er det dejligt at se noget nyt fra dig igen :D

    SvarSlet
  2. Og jeg fik så endelig taget mig sammen til det. Hold da op. Jeg er honestly blown away - helt og adeles. Der er bare sådan en ro i digtet, selvom du jo berører et meget meget sørgeligt emne og noget, der er dybt personligt. Men hvor får du det flot frem! Jeg elsker især slutningen For jeg er stadig bundet
    til jorden under mine fødder
    med arme og ben udstrakte
    mens mit indvendige gløder -
    og brænder
    og fryser
    mens kæderne trækker mig ned

    Jeg elsker at det rimer, uden rigtig at rime - det giver det bare det her perfekte flow! Way to go sweets!

    SvarSlet