Røde nøgler

Hvis tåre kunne hviske,
Plante lydløse noder på brændende læber,
Lade ham spejle sig i hendes blanke øjne,
Lade hende miste sig selv i hans gribende løgne.

Fra når hun famler efter ham i blinde,
Til når hun mister sig selv i et medlidende kys,
Kaster sig selv ud over klippen mod vandet,
Føler sig selv forsvinde i faldet, græder når hun er landet.

Fra ydmygelsen i at række ud efter ham,
Til glæden ved hans hud mod hendes,
Flettet sammen i et mystisk katastrofalt sceneri;
Troede det var slut, men endnu en gang faldt hun i.

Når længslen aftager og hun finder sig selv igen,
Stirre hun koldt, med blanke øjne,
Han går rundt derude et sted,
Han har hende på hans læber, og han tog hendes hjerte med.

Han låste, han lukkede hende ned,
Han slukkede for lyset hvor hun er mørkeræd,
Tog nøglen med og gik sin vej,
Lader hende aldrig gå, hun er del af hans yndlings leg.