You

You’re my night upon day
and with a stroke on my hair
you leave me careless
with a wish not to exist;
a single teardrop making its way
down a cheek so pale
ask me if I’m okay
I’ll go out, but I won’t notice light of day.

You have stripped me down completely
placed your mark upon my skin
I blame you for nothing
I, simply just can’t win;
your scent is still on my bed
this is where I lay my head to sleep
I’d like to dream sweet, but sadly
sweet dreams is a promise you failed to keep.

I never knew it would get this hard
from light spreads darkness
and across my face a silent shout
you brought me emptiness, you brought me doubt;
I fail but I try
to erase my memory
I fail because I cry when I try;
to face this ridiculously sad fucking melody;
it’s a cloud blinding my mind
a shadow degrading my pride
I guess we’re nothing
difficult, because we’re black and white.

The pain is a minor threat
the wondering is what kills me
I picture you laughing your ass off
because of the hurt that you have caused me;
I bite my lip and cuss you out
I’ve tried sleeping, but it only helps to scream and shout
darling could you help me please?
and kiss me numb, make me at ease;
Tell me I’m naïve
but that you really did care
that we lost the battle
but that you’ll still be there.

My Understandings

I wrote one single song,
I swore to never sing it,
brought you memories through it's rythm,
but it had no emotions in it.
I blame you for my weaknesses,
when I have no place to put my guilt,
desire what's yours for ones,
help me tear down the walls I've built.

What a silly selection of teardrops,
wandering their way down pale cheeks,
while I walk past you, nothingness,
it's your footsteps I seem to keep;
referring to when I dance amongst shadows,
and I long for you to look upon me,
when I hide in the meadows.

You lean, you collapse,
restraining your trust within my flaws,
and I'm sore but I keep going,
following the most simple of laws.
Seems I've got lava underneath my feet,
melting me faster by the second,
and I yearn for you to notice,
the icy step I somehow always slip on.

What fly high must come down,
I wish to stay in the tree tops,
looking for rain,
drinking tear drops.
But I've got a mire to detect,
I've got pieces of broken hearts to find,
could I only go back in time,
could I only rewind.

A mind of despair,
yet I trust my instincts,
you promise me your love,
you leave me with a diamond ring.
It was never enough.

Mirror Girl

"Hello, girl by the bathroom door
you appear to be lost, who are you looking for?
another glance at pale perfection
a fading sign of hope in a silent reflection,"
Her words are frowned upon
phrases she’ll apply are hard to rely on
fear the hard, keep in mind the worst
a broken heart can freeze into ice, a broken heart can burst;
and spread the pieces so far apart
that it may seem impossible to mend a broken heart
another landslide of flames shall impale
and cause upon a person, the last inhale;
never to exhale a truth
last battle of heart, yet another stolen youth.

She’s a lost cause
a needless try to open more doors;
when she won’t take the final step
a taste of victory upon her frayed lips,
could she break the rules and ask for a helping hand
take it in hers and ever so proudly stand
and wonder why it feels so hard
to turn another card;
towards a better life
and strive.

Eyes are locked upon;
are quiet face to rely on
with a mind so far away
it’s difficult to simply create a good day,
so upon a mirror she’ll rely
a rather hard shoulder to cry;
on.

Kold

Alene på gaden
med ”naivt fjols” skrevet i panden
 bryder hun stilheden med et vemodigt suk
for gadelamperne slukkes snart og her er stille.
Med alkohol flydende i hendes blod
er gårsdagen blinkende øjne visket lige så fint ud
og melodierne der minder ham og hende
spilles om og om igen, hun ville ønske at hun;
kunne kaste sig mod ham
og kollapse i hans hånd
men han er længe væk
og hendes længsler virker nu mere som en hån;
mod hende.

At glemme hans ængstelige berøring
vækker stærke erindringer
som vækker illusioner
om den han skulle have været i hendes virkelighed.
Nu er her koldt
på banegården står et vrag;
 et naivt pigebarn
lænket fast til smerten, han efterlod hende med
hendes tanker er ætset fast omkring ordet ”kærlighed”
og hun hvisker til at sig
”jeg ville ønske at jeg kunne slå tiden ihjel”;
”og redde mig selv”.

Mens solen står op i horisonten
kigger hun op, mødes af morgen frosten
ånder krystal en tidlig morgen
halvt drømmende, halvt vågen.

Fuck

Alene, alt afhængig af;
tunge bobler i luften, hjerteslag
mens boblerne vælter alt ødelæggende ned
står jeg fast, samme sted.
Varm mig op,
jeg føler mig så kold,
der er intet der ætser mere;
end mine egne tanker og forbehold.

Bare at række hånden ud,
føles magisk, skræmmende, forkert,
rives jeg ud i bølgerne,
er frygten begravet i følgerne.
Mit indre er så spinkelt,
tungt som tusinde sten, let som et blad,
længslerne jeg slugte har sat sig fast
der hvor mit hjerte engang sad.

Forsigtigt rækker jeg hånden ud
brændes af flammerne, smukke som stjerneskud
og alligevel køles jeg ned igen
af tankernes spil, begraver mig selv men;
jeg har valgt at følge mine instinkter
på trods af varme øjne der blinker
for danser jeg med kul under mine fødder
efterlader det ar, forårsaget af tusinde gløder.

Et hvilket som helst hjerte kunne være dit
men alligevel valgte du at stjæle mit
og du løb din egen mørke vej
men du efterladte mig
er jeg vred, vil jeg hade
presser du mig, bliver jeg i barndommens gade
hængt i træet i baghaven
jeg troede du ville hente mig, jeg troede du hentede saven;
for at få mig ned
jeg troede jeg kunne kende kærlighed
men det var ikke dig
for her, alene igen, sidder jeg.

Fikseret

Der er skrig bag ruderne,
Der findes et hjerte af cement,
Dækket af en blodrød facade,
Det findes vel aldrig, det ligger gemt;
Der er billeder af tabte kampe,
Bag trætte øjne og her gemmes et flimrende smil,
Åbnes der for boksen, åbnes;
Et flammehav, endnu et og et til.

Der er lys hvis du tør tænde det,
Hvis du tør lade det brænde i din hånd;
Selv under et frontalt sammenstød,
Kappes ej længslernes bånd,
Og kolliderer vi mod hinanden,
Så er spørgsmålet om vi tør,
Hoppe mod bølgerne fra himlen,
Også selvom vi dør.

Min hjerne er overtaget,
Flyvsk, rødglødende, stadig trist og grå,
Danner dråber et hav,
Sejler minderne rundt bag nethinden, i de øjne blå;
Og blå blev min yndlings farve,
Mine øjne minder mig om;
At jeg stadig er herinde,
Samme sted i virkeligheden, som da jeg kom.

Jeg ændrer mig i takt med årstiderne,
Bliver det værre, bedre eller står jeg stille?
Når jeg åbner mine øjne mod verden,
Føler jeg mig så fantastisk lille,
Dog alligevel voldsomt stor,
Som var jeg alene om mine dæmoner,
Samtidigt med at de kigger mistroisk,
Konfliktsky er jeg; i midten af en million perfekte kloner.

Frygten er en bagatel,
Gøres til smerten bag en pulsende sjæl,
Og jeg dvæler bag afhængigheden,
Jeg påvirkes langsomt ihjel.

Jeg mister mine kræfter i takt til melodier,
Melankolsk ser jeg til;
Mens min angst overtager herredømmet,
River mine lemmer fra hinanden om jeg vil;
Eller ej,
Spørgsmålet og svaret ligger gemt,
I mit inderste hvor det bobler,
Hvor ”det” ligger, alt det jeg troede jeg havde glemt.

Skulle jeg have været død af sorg,
Havde jeg ikke været her nu,
I morgen er et nyt valg, et nyt liv,
Jeg ville ønske at jeg ku’;
Svømme mod kysten og aldrig træde vande,
Men fortidens stemmer hvisker deri,
River mig nådesløst mod bunden,
Til jeg skraber knæene og jeg nægter at være lykkelig.

De siger jeg vælger dagene selv,
Smerten bag stemmen er kun en illusion,
Så lad mig dog bryde fri af mørket,
Jeg er så vant til at være en kujon.