Kold

Alene på gaden
med ”naivt fjols” skrevet i panden
 bryder hun stilheden med et vemodigt suk
for gadelamperne slukkes snart og her er stille.
Med alkohol flydende i hendes blod
er gårsdagen blinkende øjne visket lige så fint ud
og melodierne der minder ham og hende
spilles om og om igen, hun ville ønske at hun;
kunne kaste sig mod ham
og kollapse i hans hånd
men han er længe væk
og hendes længsler virker nu mere som en hån;
mod hende.

At glemme hans ængstelige berøring
vækker stærke erindringer
som vækker illusioner
om den han skulle have været i hendes virkelighed.
Nu er her koldt
på banegården står et vrag;
 et naivt pigebarn
lænket fast til smerten, han efterlod hende med
hendes tanker er ætset fast omkring ordet ”kærlighed”
og hun hvisker til at sig
”jeg ville ønske at jeg kunne slå tiden ihjel”;
”og redde mig selv”.

Mens solen står op i horisonten
kigger hun op, mødes af morgen frosten
ånder krystal en tidlig morgen
halvt drømmende, halvt vågen.