Hun vakler sanseløs omkring,
På tær, på hæl, i en uendelig ring,
Løber på torne når hun bliver bange,
For Deres tone løse og fængslende sange.
Hun er indbegrebet af begær,
Hun er akkurat og vidunderligt sær,
Og på kanten af tankernes farvers glød,
Finder hun sig selv så hvid og aldeles død.
Når hun ofre sig selv til et elskovs favn,
Høre hun tvivlen kalde hendes euforiserende navn,
Og de blå bølgers hvisken lokker hende tilbage,
Mod ensomhedens sørgmodige og kolde dage.
Hun sitre og lyser,
Mens hendes vemodighed fryser,
Og når tanken om at være ene virker som definitionen af varme,
Dømmer hun skikkelserne før hun løber mod deres arme.
Afmagten sover i nat,
Hun svajer frem og til bage over isen så glat,
Mens hun drømmer om at kaste sig mod horisontens skær,
Og føle hvad hun ej kan mere men hvad hun holder så kær,
Levende og så enkelt som fuldkommen,
Endnu en sommer i modvind, endnu et år endt af dommen,
Måske det var det karma der overtog hendes liv?
Ændrede alt og formede personen hun blev.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar