Mirror Girl

"Hello, girl by the bathroom door
you appear to be lost, who are you looking for?
another glance at pale perfection
a fading sign of hope in a silent reflection,"
Her words are frowned upon
phrases she’ll apply are hard to rely on
fear the hard, keep in mind the worst
a broken heart can freeze into ice, a broken heart can burst;
and spread the pieces so far apart
that it may seem impossible to mend a broken heart
another landslide of flames shall impale
and cause upon a person, the last inhale;
never to exhale a truth
last battle of heart, yet another stolen youth.

She’s a lost cause
a needless try to open more doors;
when she won’t take the final step
a taste of victory upon her frayed lips,
could she break the rules and ask for a helping hand
take it in hers and ever so proudly stand
and wonder why it feels so hard
to turn another card;
towards a better life
and strive.

Eyes are locked upon;
are quiet face to rely on
with a mind so far away
it’s difficult to simply create a good day,
so upon a mirror she’ll rely
a rather hard shoulder to cry;
on.

Kold

Alene på gaden
med ”naivt fjols” skrevet i panden
 bryder hun stilheden med et vemodigt suk
for gadelamperne slukkes snart og her er stille.
Med alkohol flydende i hendes blod
er gårsdagen blinkende øjne visket lige så fint ud
og melodierne der minder ham og hende
spilles om og om igen, hun ville ønske at hun;
kunne kaste sig mod ham
og kollapse i hans hånd
men han er længe væk
og hendes længsler virker nu mere som en hån;
mod hende.

At glemme hans ængstelige berøring
vækker stærke erindringer
som vækker illusioner
om den han skulle have været i hendes virkelighed.
Nu er her koldt
på banegården står et vrag;
 et naivt pigebarn
lænket fast til smerten, han efterlod hende med
hendes tanker er ætset fast omkring ordet ”kærlighed”
og hun hvisker til at sig
”jeg ville ønske at jeg kunne slå tiden ihjel”;
”og redde mig selv”.

Mens solen står op i horisonten
kigger hun op, mødes af morgen frosten
ånder krystal en tidlig morgen
halvt drømmende, halvt vågen.

Fuck

Alene, alt afhængig af;
tunge bobler i luften, hjerteslag
mens boblerne vælter alt ødelæggende ned
står jeg fast, samme sted.
Varm mig op,
jeg føler mig så kold,
der er intet der ætser mere;
end mine egne tanker og forbehold.

Bare at række hånden ud,
føles magisk, skræmmende, forkert,
rives jeg ud i bølgerne,
er frygten begravet i følgerne.
Mit indre er så spinkelt,
tungt som tusinde sten, let som et blad,
længslerne jeg slugte har sat sig fast
der hvor mit hjerte engang sad.

Forsigtigt rækker jeg hånden ud
brændes af flammerne, smukke som stjerneskud
og alligevel køles jeg ned igen
af tankernes spil, begraver mig selv men;
jeg har valgt at følge mine instinkter
på trods af varme øjne der blinker
for danser jeg med kul under mine fødder
efterlader det ar, forårsaget af tusinde gløder.

Et hvilket som helst hjerte kunne være dit
men alligevel valgte du at stjæle mit
og du løb din egen mørke vej
men du efterladte mig
er jeg vred, vil jeg hade
presser du mig, bliver jeg i barndommens gade
hængt i træet i baghaven
jeg troede du ville hente mig, jeg troede du hentede saven;
for at få mig ned
jeg troede jeg kunne kende kærlighed
men det var ikke dig
for her, alene igen, sidder jeg.

Fikseret

Der er skrig bag ruderne,
Der findes et hjerte af cement,
Dækket af en blodrød facade,
Det findes vel aldrig, det ligger gemt;
Der er billeder af tabte kampe,
Bag trætte øjne og her gemmes et flimrende smil,
Åbnes der for boksen, åbnes;
Et flammehav, endnu et og et til.

Der er lys hvis du tør tænde det,
Hvis du tør lade det brænde i din hånd;
Selv under et frontalt sammenstød,
Kappes ej længslernes bånd,
Og kolliderer vi mod hinanden,
Så er spørgsmålet om vi tør,
Hoppe mod bølgerne fra himlen,
Også selvom vi dør.

Min hjerne er overtaget,
Flyvsk, rødglødende, stadig trist og grå,
Danner dråber et hav,
Sejler minderne rundt bag nethinden, i de øjne blå;
Og blå blev min yndlings farve,
Mine øjne minder mig om;
At jeg stadig er herinde,
Samme sted i virkeligheden, som da jeg kom.

Jeg ændrer mig i takt med årstiderne,
Bliver det værre, bedre eller står jeg stille?
Når jeg åbner mine øjne mod verden,
Føler jeg mig så fantastisk lille,
Dog alligevel voldsomt stor,
Som var jeg alene om mine dæmoner,
Samtidigt med at de kigger mistroisk,
Konfliktsky er jeg; i midten af en million perfekte kloner.

Frygten er en bagatel,
Gøres til smerten bag en pulsende sjæl,
Og jeg dvæler bag afhængigheden,
Jeg påvirkes langsomt ihjel.

Jeg mister mine kræfter i takt til melodier,
Melankolsk ser jeg til;
Mens min angst overtager herredømmet,
River mine lemmer fra hinanden om jeg vil;
Eller ej,
Spørgsmålet og svaret ligger gemt,
I mit inderste hvor det bobler,
Hvor ”det” ligger, alt det jeg troede jeg havde glemt.

Skulle jeg have været død af sorg,
Havde jeg ikke været her nu,
I morgen er et nyt valg, et nyt liv,
Jeg ville ønske at jeg ku’;
Svømme mod kysten og aldrig træde vande,
Men fortidens stemmer hvisker deri,
River mig nådesløst mod bunden,
Til jeg skraber knæene og jeg nægter at være lykkelig.

De siger jeg vælger dagene selv,
Smerten bag stemmen er kun en illusion,
Så lad mig dog bryde fri af mørket,
Jeg er så vant til at være en kujon.

Som det er;

Jeg lukker mine øjne,
Analyserer hvert et åndedræt,
Flyder væk fra stilheden,
Mens hjertet smelter sammen, træt.
Jeg kæder mine tanker sammen,
Omkring ringe af lys,
De blegner omkring farverne,
Giver ingen mening i melodiernes kys.

Jeg smiler varmt,
Når jeg tænker på de få,
Der ser igennem facaden,
Dem som mine hænder, kan nå;
Før jeg hopper,
Og falder tungt,
Når verden syntes grå,
Når hjertet splittes og gør ondt.

Så er der dem der taler,
Fremkalder kaos i mit sind,
Dem som skriger før de kalder,
Dem jeg frygter at lukke ind;
Bag de tonede ruder,
Hvor jeg ikke magter at lade dem se,
Hvordan de lader flammerne tale,
Hvordan de dækkes af en dulmende sne.

Jeg forsvinder når jeg drømmer,
Lever mine længsler om igen,
Lever skrækken gemt bag lykken,
Hvor jeg nu end træder hen;
På mine ømme såler,
Der hviler tungt under min fod,
Mens jeg tænker,
På hvor vidt andet kan vægtes højere end blod.

For life

I’ve been searching my soul for words,
But my soul is an ocean,
And I’ve been drifting on icy waves for years,
Spun around in slow motion.
I’ve been thrown against rocks for ages,
Whilst my spirit seemed shattered across the ocean floor,
I’ve been waltzing back and forth over and over,
Till I couldn’t feel my legs anymore.
No need to see the sun,
My life had just begun,
I don’t owe nothing to anyone,
They’re all landslides of suffocation.

Till I met that beaming light,
Beneath the pressure of our silent heartaches,
Withdrew all the jalousie among us,
I tried to finally participate;
I lived for awhile never the less,
I promised to stay occupied,
I promised myself to do my best,
And here I stand yet again with a beating chest.
Yet they judge me, for I have been dead,
They don’t believe, they’re convinced I’m in over my head,
And whilst I taste the sky,
The last part of the old me, die.

She is nothing like me,
She is whom I thought I would never be.

22:15

I’ve been away for hours,
Upon a tree millions of miles away,
Buried in clouds far up high,
I’ve been gone for three hours and a day.
I’ve heard them call my name,
Recognized them raising their voices,
But I’m held captive in the distance,
I’d like to come home, but I have no other choices.
I don’t know what love is,
I’ve only seen it fall apart,
Love has become a subject of pain,
And love is the cause of lonely hearts.
I wish I believed that I could aim higher,
Reach for the sun further up,
But I’m stuck beneath the surface,
Even though I try aiming for the top.
Alone behind my eyelids,
Nothing comes past,
Not their voices, touch, nor teardrops,
Because none of those ever seem to last.
They look past our nightmares,
While I am silently sinking in,
Never to forget our history,
Never to let myself begin;
My life as it was meant to be,
I am a lonely heart by choice,
I don’t bother giving into their madness,
Nor do I just let by any mans voice.
Still I love the way my pillow feels,
Caressing my face while I dream,
While I’m far away, yet conscious,
Here it’s mellow, while out there nothing is what it seems,
While out there they step all over me,
As they don’t give a fuck,
I’ve met the world in nine hundred people,
And I feel like I’m running out of luck,
They’re all the same,
So I’d rather just stay pleasant, right here,
In a world of nothingness, powdered with chaos,
Not knowing the word “fear”,
Don’t blame me for my weakness,
I know where I got it from,
I know who I am inside the walls,
And I know just where I belong,
I am a girl of one too many hopes,
Yet, they should give me some more,
To raise my morals while living,
Can I make it, I’m not sure,
Don’t disturb my visions,
Don’t tell me future is key,
I might die before I awake,
But I’m not ready,
I can’t die before I accept all of my mistakes.